westland | Olympus MoNZ

Gert og Pil i NZ – del 2, Sydøen

Posted on December 29, 2009 by Jes

En god uge på Sydøen blev klaret henover Jul. De mest populære turistattraktioner besøgte vi meget strategisk inden horderne ankom i dagene efter Jul. Vi lejede en bil i Christchurch og kørte via Arthur’s Pass til Porter Lodge i Fox. I Arthur’s Pass så vi en flok kea’er trænge en familie op i en krog og terrorisere dem. Det var skægt (for os). Fra Fox tog vi på Heli-Hike på Fox Glacier. Det var en god julegave fra Jytte og Mogens (tak) og vi havde det sjovt. Da vi kom ned igen begyndte det at regne, så vi besluttede at aflyse isklatringen og forfølge det gode vejr, så vi pakkede vores ting sammen og racede til Queenstown. Her indlogerede vi os i en fin lejlighed på campingpladsen. Queenstown er en dejlig by. Aspen kan godt pakke sammen. Queenstown har lige haft besøg af Tyra Banks(!).

Fiordland er et af de smukkeste steder i Verden. Vi havde tre hele dage med solskin og det må siges at være et usandsynligt held i et område hvor der i 2009 faldt cirka 8500 mm regn. Igen udnyttede vi at kunne bruge NZAC hytte-ordningen og installerede os derfor i Homer Hut lige inden Homer Tunnel. Herfra gik vi op til Gertrude Saddle, med udsigt over Milford Sound og vi tog på bådtur på Milford Sound. Gertrude Saddle er en god, udfordrende vandretur som kulminerer i en fantastisk udsigt. Det var første gang Gert og Pil var på vandretur, men de gjorde det fantastisk. En af de bedste endagsture i landet, efter min mening. Dagen efter benyttede Gitte og jeg lejligheden til at løbe op på Key Summit.

Juleaften fejrede vi i Queenstown med middag på en fin restaurant på havnefronten. Der blev shoppet, drukket kaffe og slappet af i solen. Gitte og jeg tog et smut op på bagsiden af Remarkables og kiggede på Lake Alta og Remarks Ski Field. Rygterne vil at is- og mixklatring her og i Wye Creek er godt om vinteren. Vi tager nok en uges tid dernede igen senere på året.

Sidste stop inden vi fløj hjem til Auckland var Mount Cook Village. Vi gik ud i Hooker Valley og Tasman Valley, og vi drak en masse kaffe på The Old Mountaineer’s Pub. Om morgenen inden vi kørte mod Christchurch mødte vi Chris og Pat i Unwin Hut. De var på vej op på Grand Plateau med det primære formål at lave East Ridge på Mount Cook. De kunne godt have brugt en tredjemand, men det må blive en anden gang. Vi kørte til Christchurch, afleverede bilen og fløj hjem.

[View with PicLens]

Optakt til familiebesøg (III)

Posted on December 3, 2009 by Gitte

Ja ja, så er der ved at være styr på ferien og vi er så forventningsfulde, at vi ikke kan lade være med at skrive om det:-)

Overnatninger er booket i Unwin Hut, Mt Cook NP, og Grant har lovet at han vil prøve at give os “a room with a view” – han er en flink hyttevært:-)
Her kan der læses lidt om Mt Cook National Park og nogle af turene – Tasman Valley og Hooker Valley.
Vi håber på at vandre en tur op til Mueller Hut, hvis vejret er godt – udsigten over dalene, Mt Cook og gletcherne som kælver hele tiden, er fantastisk tidligt om morgenen!

Desuden har vi planlagt at tilbringe et par dage i Queenstown – byen som er fyldt med lækre butikker, cafeer og gode udsigter (jeg poster nogle billeder derfra en af dagene).

I Fox håber vi på godt vejr, så vi kan komme på heli-hike (julegave fra mine forældre til os alle 4:-)) og på gletchervandring (og måske lidt isklatring – vi skal jo i form til Colorado-turen…). Igen kan vi heldigvis bo i en af NZAC hytterne – Porter Lodge.

Vi skal selvfølgelig også til Fiordland – den absolut smukkeste nationalpark i New Zealand (og verden) og som har status af World Heritage Area.
En tur på Milford Sound er en selvfølge og vi håber på at vandre en tur op til Key Summit - og måske Gertrude Saddle, hvor fra man kan se ud over Milford Sound. Tracket starter nemlig lige bag ved hytten, hvor vi skal overnatte - NZAC’s Homer Hut (husk deo og vådservietterne – der er ikke bad, og forresten heller ikke el og rigtigt køkken… til gengæld er der sandfluer, så vi bliver ikke alene:-)).

Nå, planerne er kun foreløbige og kan heldigvis ændres, hvis vi hellere vil noget andet, eller der ikke er plads til flere vabler på fødderne:-)

Vi glæder os!

Billeder fra Westland

Posted on May 22, 2008 by Jes

Jeg har langt om længe taget mig sammen til at få tilføjet billeder til indlægget om vores Påskeferie i Westland National Park. Se dem her. På lørdag skal jeg på kursus i Photoshop for Fotografer. Jeg er sikker på at det bliver lærerigt.

Påskeferie ved vestkysten

Posted on April 8, 2008 by Jes

Vi tog en forlænget Påskeferie. Sammen med Jeroen og Jeanine havde vi planlagt 10 dage på Sydøen, primært med klatring og bjergbestigning på Fox Glacier, men også lidt vandring i Arthur’s Pass. Vejret var helt fantastisk – faktisk tror jeg at det er første gang i verdenshistorien at vejret er så godt, i så lang tid i Westland. Heldigt at det skete mens vi var der.Fredag aften fløj vi til Christchurch, smed alt vores gear ind i en lejet bil og kørte til NZAC hytten i Arthur’s Pass. Allerede her fostredes en plan om at lave en vinter-weekendbestigning af Mt. Rolleston om nogle måneder. Vi var i hytten 4 timer efter vi forlod Auckland. Næste morgen kørte vi videre til Fox Glacier Village, hvor NZAC minsandten også har en fin hytte. Søndag eftermiddag gik vi op til foden af Fox Glacier, selvfølgelig for at nyde det smukke syn af gletcheris i en regnskov, men det primære formål var at udspionere de guidede grupper og finde deres “hemmelige” rute op på gletcheren. Begge dele lykkedes. Vi fik læst mange gamle numre af Climber og drukket mange øl den aften.Søndag morgen gik vi op på gletcheren og fandt et fint stykke lodret isvæg i skyggen at klatre på. Vi satte et topreb op og legede på isen. Inden vi gik ned til bilen tog vi på en lille fotosafari. Formålet var at finde en fotogen ishule, hvilket viste sig at være sværere end forventet. Marts er sidst på sommeren og meget af isen er smeltet. Vi tager derned igen om 3-4 måneder og vinterklatrer.

Søndag aften fik vi booket en helikopter til at flyve os op til Pioneer Hut (endnu en NZAC hytte), tidligt mandag morgen.Lad mig sige med det samme – det er totalt cool at have sin kæreste med på klatretur. At hun endvidere udfylder funktionen som kameramand til perfektion, er helt fantastisk. De to australske gutter som vi tilbragte hele ugen med i Pioneer Hut var meget misundelige på Jeroen og undertegnede. Fra Mandag til fredag morgen brugte vi Pioneer Hut som udgangspunkt for ture på de nærliggende toppe. Jeroen og jeg forsøgte os på Lendenfeld (og havde en svag drøm om? at fortsætte op på Tasman), men en fatal navigationsfejl i isfaldet på vej op mod Lendenfeld, betød at vi droppede den plan. Vi spildte meget tid på at klatre rundt i isfaldet uden at komme nogen vegne, og da det gik op for os at det ikke førte nogen steder, var det for sent på dagen. De to australiere kunne ikke lide at vandre på opsprækkede gletchere i mørke, så de var langt efter os på ruten. Derfor så de vores vanskeligheder nedefra og prøvede at passere isfaldet langs den højre side, under klippen. Det var sådan set en fornuftig plan, hvis ellers man var nået forbi inden solen fik magt. De var nu så sent på den, at de satte livet på spil (to gange) ved at forsøge at spurte forbi klippevæggen, mens stenene høvlede ned over dem. Vi så deres gambling og besluttede at aflyse vores forsøg.

Onsdag gik vi alle fire en tur. Vi øvede gletchervandring og almindelig færdsel med isøkse og steigeisen. Der er mange spalter på denne årstid, men man kan se dem alle sammen, for der er absolut ingen snebroer. Til gengæld er spalterne store og dybe. Fantastisk syn.

Torsdag stod Jeroen og jeg atter tidligt op. Jeg elsker alpine starter. Dagen inden havde vi kigget en rute igennem isfaldet op mod Grey Peak ud, og vi følte os overbeviste om at vi kunne finde vej i mørke. Alligevel kom vi til at spilde tid i isfaldet, men vi kom forbi og efter en fin lille travers på ryggen mellem Humdinger og Grey Peak, kunne vi klatre det sidste stykke mod toppen på klippe, netop som solen ramte os. En smuk udsigt fra The Main Divide var en god belønning inden vi begav os tilbage mod hytten. Vi kom tilbage ved middagstid. I døren mødte vi en af verdens sejeste bjergbestigere, Marty Schmidt. Han var på vej ned fra Tasman med en klient. Gitte og Jeanine havde hygget sig og drukket kaffe med dem mens vi var væk. Det var vist en meget god oplevelse, de har ihvertfald talt meget om det siden. Hvis jeg er i lige så god form som ham når jeg bliver 50 år, gør det ikke noget. Jeg bliver dog aldrig lige så sej. Marty Schmidt har? besteget K2 et par gange, er på vej mod Everest (uden ilt), har været på Aconcagua 26 gange, Denali 27 gange og Elbrus tre dage i træk, for blot at nævne nogen af hans meritter, og så påstår pigerne at han er lækker…

Torsdag eftermiddag trænede vi abseil, spalteredning mm udenfor hytten. Efter denne uge er det svært at se, at Jeanine kun har brugt steigeisen og isøkse i mindre end 7 måneder. Vi lærte alle en masse henover ferien. Fredag morgen kom skyerne op fra dalene. Vi havde bestilt helikopterafhentning klokken 12, men da vejret begyndte at lukke hurtigt til, fremskyndede vi afhentningen over radioen i hytten. 30 minutter senere blev vi samlet op og fløjet ned til Fox. De to australiere havde på daværende tidspunkt siddet og kigget ud på det fantastiske vejr i fem dage, uden at udrette noget. De ville bestige Tasman, men jeg tror de forspildte deres chance. En forudsætning for at klatre de længere ruter, er at man er villig til at lave tilgangen i mørke og ofte at man er indstillet på en knap så behagelig bivuak et sted på vejen. De var for magelige.

Fredag aften vaskede vi os i Porter Lodge, mens det begyndte at regne. Vi var kommet ned i sidste øjeblik. Perfekt timing. Lørdag kørte vi til Arthur’s Pass og søndag morgen slentrede vi op på Avalanche Peak, inden vi kørte til Christchurch og fløj hjem til Auckland. En dejlig ferie var ovre. Vi fik ikke besteget så mange toppe som vi (læs: jeg) havde håbet, men til gengæld fik vi trænet en masse teknik i spalterne, som der var rigeligt af. Herunder ses et lille udvalg af de billeder vi tog undervejs. Jeroen har taget de sidste fem billeder.

? ? ?

? ? ? ?

? ? ?

Planlægningsmøder

Posted on February 11, 2008 by Jes

Påskeferien nærmer sig med hastige skridt. Vi har planlagt at tage 9 dage til Westland Nationalpark med Jeanine og Jeroen, for med udgangspunkt i Pioneer Hut at klatre hvad der nu ser godt ud. Skulle vejret vise sig fra sin værste side, klatrer vi lidt is længere nede, enten på Fox eller Franz Josef Glacier.

Her til aften holdt vi planlægningsmøde igen. Vi fik da kigget lidt kort og aftalt at leje en bil i Christchurch, men ellers gik tiden med at spise god mad, drikke hvidvin og have det skægt. Vi elsker planlægningsmøder.

Fox Glacier, New Zealand 2007

Posted on April 26, 2007 by Jes

I Påsken 2007 var vi på udflugt med Jeroen og Jeanine. Vi lejede en bil i Christchurch og kørte til Fox Township på vestkysten af Sydøen. Herfra fløj en helikopter os op til Pioneer Hut på toppen af Fox Glacier. Vi brugte en lille uge på at klatre og nyde udsigten over Det Tasmanske Hav, inden vi fløj ud. På vej til Christchurch stoppede vi i Arthur’s Pass og løb op på Avalanche Peak. De fleste af billederne er taget af Gitte og Jeroen. Se dem her.

Sommerferie 06/07 – Doubtful Sound og omegn

Posted on January 18, 2007 by Jes

Dette indlæg er et uddrag fra vores nytårbrev:

Jeg havde, indtil vores netop overståede ferie, aldrig været på en længere kajaktur og derfor ikke prøvet at ro med oppakning, endsige ro langt. Det blev der rådet bod på under vores udforskning af Doubtful Sound og dets arme.

Turen fra Manapouri til Deep Cove var lidt besværlig, idet vi skulle have fragtet vores kajakker over Lake Manapouri på taget af en båd, og derefter på en trailer, over et pas, til Deep Cove, som ligger i bunden af fjorden. Vi havde arrangeret transport med en af de ialt 2 turoperatører i området, og heldigvis var vi meget organiserede med vores udstyr.

Undervejs betragtede han mistroisk vores spinkle kajakker og kom med et par kommentarer. Da vi så de kajakker han selv brugte til sit forehavende, forstod vi bedre hans attitude. Hans toer-kajakker vejer cirka 40 kg og er 80 cm brede. Vores enerkajakker vejer 22-25 kg og er 46-54 cm brede. Det siger vel alt, at hans guidede ture fik tilbagelagt 12 km på en god dag, mens vi uden videre roede 35-40 km om dagen.

Normalt siger man, at der helst skal være 3 meter vand under kajakken for at den glider bedst. Doubtful Sound er på det dybeste sted 434 meter dyb, hvilket vel må siges at være tilstrækkeligt.

Sandfluerne gjorde deres bedste for at hjælpe os til at få roet en masse kilometer. De generer nemlig ikke på vandet, så vi tilbragte cirka 8 timer om dagen i kajakkerne, og fik på den måde tilbagelagt en masse kilometer. Området er ufatteligt smukt, og selv om vejret og sandfluerne ikke var specielt imødekommende, havde vi rig lejlighed til at nyde naturen. Fuglelivet er særdeles

rigt og vi så endvidere pingviner (som vel i realiteten også er en fugl), sæler og delfiner. Sidstnævnte så vi vel 8-12 gange og ved flere lejligheder på meget tæt hold. Juleaften fejrede vi under et stort myggenet med et dejligt måltid frysetørret mad og kartonrødvin, efterfulgt af frysetørret æblekage og en fabelagtig kop kakaokaffe. Det må have set lækkert ud, for sandfluerne stod ihvertfald i kø udenfor nettet for at spise med.

Fra Doubtful Sound gik turen nordpå. Planen var at ro en tur i Milford Sound, men da vi kom dertil og så forholdene, besluttede vi at tage en tur med en af de mange kommercielle både i stedet. Denne tur bekræftede blot, at vi gjorde fornuftigt i ikke at ro en tur der.

Milford Sound er smukt, men det kommer overhovedet ikke i nærheden af Doubtful Sound, hverken mht dyreliv, storslåethed eller størrelse. Det er til gengæld MEGET mere kommercielt. Turbådene sejler næsten i en lang kæde, og over hele sundet kan man høre bådenes guider orientere igennem store højttalere, om hvad man ser undervejs.

Bølgerne der dannes fra turbådene, vil gøre en rotur til en ganske stressende affære. Vi lod kajakkerne ligge på bilen og kørte videre samme dag. Med små afstikkere undervejs og en masse ophold rullede vi op ad vestkysten forbi Fox og Franz Josef gletcherne under Mount Cook. Nytårsaften fejrede vi på en campingplads i Okarito med endnu et dejligt måltid frysetørret mad, kartonrødvin og efterfølgende gåtur langs vandet, mens solen landede i Australien.

Vi tilbragte et par dage på vandet ud for Abel Tasman Nationalpark i den nordlige del af Sydøen. Vejret var fantastisk, og vand og strande meget fotogene. Vi var bestemt ikke de eneste i kajakker der (jeg har læst et sted, at der er cirka 800 personer på vandet om dagen i dette farvand, og det tal virker meget realistisk), men hovedparten af de andre sad i meget brede og tunge udlejningskajakker. Vores kajakker mødte mange misundelige blikke.
Der er mange vandtaxaer i farvandet ud for Abel Tasman Nationalpark. Som tilfældet er med næsten alle kiwier, farer der en djævel i chaufførerne når de får en motor mellem benene. Desværre er de sjældent i stand til at styre maskineriet, og de mister al den omtanke og hensynsfuldhed, som de normalt besidder. En stor motorbåd der sejler for fuld kraft i en halvcirkel med radius på cirka 25 meter rundt om en, danner altså en ret kraftig bølge. Vi havde en lille disputs med en af vandtaxi-chaufførerne på den baggrund. Heldigt, at vi begge har lært at ro i bølger.

Vores sidste dag på Sydøen i denne omgang, brugte vi i Marlborough Sounds. Vi kørte til Portage og roede en tur i en af de utallige fjorde i Marlborough. Vejret var godt og med en is i munden, spændte vi for sidste gang bilen under kajakkerne, for at køre mod Auckland. Vi kom med en tidligere færge end planlagt. Det betød, at vi kom med på en stand by plads og var derfor sidst ombord. De eneste pladser der var tilbage var på togdækket, og adgangen dertil var via et jernbanespor. Meget interessant oplevelse, at bakke bilen med to skrøbelige kajakker ombord, via en cirka 100 m lang jernbanebro i bælgmørke, og derefter parkere nærmest inde under en godsvogn. Vi følte os skrøbelige.

Hjemme i Auckland igen er hverdagen atter begyndt. Vi er begge begyndt på arbejde igen. Gitte har forlænget kontrakten med Aarstiderne og der er allerede lagt beslag på cirka 75% af min tid i 2007. Desværre ligger de fleste dead lines allerede i marts og april, så noget tyder på at jeg ikke kommer til at kede mig de næste måneder.