Posted on October 25, 2006
by
Jes
Labour Weekend brugte vi på at se en lille del af Nordøen.
Vejrudsigten var ikke lovende (for at sige det mildt), men vi er optimistiske (og nærrige) mennesker, så vi pakkede telt og solcreme og drog afsted. Da vi forlod Orakei vidste vi ikke hvor vi ville køre hen. Eneste faste holdepunkt var at vi skulle være i Rotorua tirsdag morgen, så jeg kunne nå et møde med Rotorua District Council om kildepladsudvidelse.
Mandag var fridag og meget strategisk, havde jeg arrangeret mødet tirsdag, så vi på den måde kunne forlænge vores miniferie og samtidig få arbejdet. En “benzinøkonomisk” løsning!
Da vi lørdag middag kørte sydpå ad motorvejen ud af Auckland var vores første indskydelse at vi ville køre til Taupo og Tongariro området, men da vejen delte sig endte det alligevel med at vi kørte mod vest til New Plymouth.
Turen langs vestkysten er fantastisk smuk, også i regnvejr. Bølgerne er ret voldsomme. Jeg kan forstå hvis vestkysten tiltrækker surfere. Til gengæld går der nok lidt tid før jeg får mod og evner til at kaste mig og min kajak ud i den slags forhold. Lørdag aften indlogerede vi os på campingpladsen i New Plymouth og gik en tur i byen. Regnen væltede ned og underligt nok var vi de eneste der sov i telt. Vi var begge ivrige efter at få afprøvet det nye telt. Det regnede meget den nat, men vi sov tørt og godt.
Det regnede fortsat da vi forlod New Plymouth søndag morgen og skyerne hang meget lavt.
Tæt på kysten ligger Mount Egmont/Taranaki. Bjerget rejser sig fra havniveau op til 2560 m og er et prægtigt syn – tror vi, for vi så overhovedet ikke bjerget. Vi gjorde ellers en ihærdig indsats og kørte op til DOC hytten i cirka 1000 m højde. Fra bilen kiggede vi ud i tyk tåge og silende regn. I et kort øjeblik kunne vi se at sneen lå ned til cirka 1200 m, men ellers så vi intet. Vi kørte næsten hele vejen rundt om bjerget, men så det ikke. Det var indhyllet i skyer.
Vi fortsatte mod Taupo i et ydmygt håb om at vejret ville blive bedre, så vi kunne nyde de smukke udsigter. Skyerne blev ved med at ligge lavt og regnen fortsatte sin silen. Indimellem fik vi dog glimt af det frodige og varierede landskab som New Zealand byder på. Vi nåede Taupo lige før det blev mørkt, fandt en campingplads og slog teltet op. Der var teltpladser nok. Vi badede i termisk opvarmet vand. Man føler sig som et nyt (eller ihvertfald forandret) menneske når man i en times tid har plasket rundt i den karakteristiske lugt af svovlbrinte.
Mandag ankom vi til Rotorua og det regnede stadig. Vi brugte eftermiddagen på at kigge på termiske kilder og besøge Rotoruas Health Spa Museum. Mandag aften badede vi i mere termisk opvarmet vand (mens regnen silede ned). Rotorua lugter af svovlbrinte, men er ellers en rar by. Tirsdag formiddag holdt jeg møde med Rotorua District Council og manageren for det lokale borefirma. Det var et godt møde og vi blev enige om nogle gode ting, så deres vandforsyning kan blive udviklet. Hjemturen gik via kajakforretningen i Tauranga, hvor det rent faktisk var solskinsvejr i nogle minutter. Til gengæld erfarede vi via radioen at man evakuerer folk i Wellington pga. oversvømmelser.
Ferien er slut og her til morgen da vi stod op for at arbejde, skinnede solen fra en skyfri himmel.
Hvad har vi lært? Vores nye bil kører som en drøm. Vejrudsigten skal tages alvorligt. Der er ufatteligt mange muligheder for friluftsaktiviteter på Nordøen. Vi fik en set en masse og rekognosceret endnu mere.
Vi kommer ikke til at kede os i weekenderne fremover.
