nzac | Olympus MoNZ

Forlænget Påskeferie

Posted on May 8, 2012 by Jes

Sidste ferie i NZ i denne omgang var 11 dage på Sydøen. Asta er supergod til at rejse. Hun færdes hjemmevant i lufthavne og finder sig lynhurtigt til rette på hoteller og moteller. Hun synes ikke at det er så fedt at køre i bil på små kringlede bjergveje. Det tog os et stykke tid, og noget overbrækket børnetøj, at finde ud af at hun bliver køresyg (forældrene har rigtig dårlig samvittighed), men det tror jeg også jeg ville blive hvis jeg sad med ryggen til kørselsretningen og ham der faren havde sat et sort gardin op i min siderude, så jeg intet kan se. Continue Reading →

Førstehjælpskursus

Posted on October 12, 2011 by Jes

Jeg har i dag fået genopfrisket mit førstehjælpskursus. Det er supergode 8 timer med en blanding af teori, gulvøvelser og scenarier ude i skoven (det regnede meget hele dagen!). Det er det hele værd fordi det er et krav for instruktører i Alpine Club, vi bliver oplyst om ændringer i bedste praksis siden sidste genopfriskning, og det er rart at blive mindet om at processerne og teknikkerne sidder på rygraden. Om nogen uger er det Gittes tur.

Cerro Castillo look alike

Posted on October 6, 2011 by Jes

Forleden dag købte jeg den relativt nye guidebog “The Canterbury Westland Alps” fra New Zealand Alpine Club. Den afslører, at der findes et område på Sydøen som, ud fra de billeder jeg har set, ligner Cerro Castillo i Patagonien temmelig meget. Dvs at der er nogle fantastiske linier at klatre. Continue Reading →

SnowCraft

Posted on October 6, 2010 by Jes

Vejret var godt i weekend 3 på årets Alpine Instruction Course. Min gruppe behøvede ikke meget søvn og de var alle i god form. Vi nåede derfor en masse. Lørdag aften var stemningen høj med konkurrencer i de klassiske dicipliner table traverse og pick-up-the-box-using-only-your-teeth. Sidstsnævnte fandt forst en vinder da papkassen var klippet helt ned til bunden.

Min svenske medinstruktør besluttede at han hellere ville stå på ski om søndagen, så han forlod os søndag morgen. Forståeligt nok for han havde købt nye ski og vejret var fantastisk. Helt objektivt set var det vel også på tide at han anskaffede noget mere udstyr. Magnus har forstået at dyrke de udstyrskrævende sportsgrene og hans garage er et imponerende syn. Han er flittig indenfor alpin-, is- og klippeklatring, alpin- og touring-ski, foskajak, paragliding og flaskedykning, og så kører han motorcykel. Alt sammem ting der kræver en masse lækkert gear. Hans bil har aldrig været inde i den garage. Han siger, at han engang spillede bordtennis, men det blev hurtigt lidt kedeligt…

På vej hjem gjorde vi som sædvanligt stop på Tiffany’s Cafe i Te Kuiti (the shearing capital of the World). Efter et måltid mad gjorde vi klar til at køre videre, men den ene minibus havde stået med lyset tændt, så batteriet var fladt. De lokale fik sig derfor en oplevelse da 6 alpinister sprintede en gammel Toyota Hiace i gang ned ad hovedgaden i Te Kuiti. Det var lige ved at gå galt da føreren midt i processen bremsede for fodgængere i en fodgængerovergang, og bilen næsten stod på næsen, men det lykkedes at få motoren i gang og komme hjem til Auckland.

[View with PicLens]

Alpinkursus

Posted on September 6, 2010 by Jes

Jeg havde egentlig besluttet at jeg ikke ville instruere på alpinkurset i år, og slet ikke i weekend 2 som ikke har meget med klatring at gøre, men da chefinstruktøren kontaktede mig torsdag eftermiddag og desperat bad mig om at ofre min weekend for at hjælpe til, forbarmede jeg mig. vejrudsigten stod på temperaturer lige omkring 0 grader, slud og vindstød op til stormstyrke og vi skulle grave og sove i snehule. Lige hvad jeg havde lyst til. Nå, men vi gad jo ikke klatre selv i det vejr og det er jo som regel meget skægt når først det kører.

Da vi gik op til hytten fredag nat var vejret forbløffende godt. Kursisterne var godt gående, så vi havde alle inde i hytten klokken 1.30 lørdag morgen. Op lørdag morgen klokken 7 og i gang med programmet. Vejret var nu præcis som vejrudsigten havde forudsagt, bortset fra at der også lå en tyk tåge. Før frokost trænede vi lavine-eftersøgning. Dette er gang på gang et fremragende eksempel på at træning hjælper. Utroligt så meget hurtigere man kan blive på et par timer.

Efter frokost stod den på forskellige typer sneankre (som er ufatteligt populære i New Zealand), inden vi gik igang med snehulebygning. Sidstnævnte er ikke lige min livret og specielt ikke når vejret er elendigt, for som instruktør er det ens pligt at stå ude i vejret og guide, mens kursisterne ligger inde i læ og arbejder.

min instruktør-kollega, Greg, skal også være far for første gang til sommer, så vi havde masser at tale om, mens vi lavede kuskeslag og stampede i jorden. vi var rimelig enige om at vi nok vil prioritere vores tid anderledes på samme tid næste år. Mens vi stod og snakkede lykkedes det kursisterne at bygge en fremragende snehule.

Søndag morgen stod den på teori i hytten, mens folk fik varmen og tørrede. Det var ikke alle der havde sovet lige godt, men alle kom igennem natten på den ene eller den anden måde. Over middag stod den på lidt self arrest (så de kunne blive våde igen) inden vi bevægede os ned igennem regnen og tågen til P-pladsen, cafeen og de varme biler.

Jeg havde ikke et kamera med. Man kan godt have det sjovt, selvom det ikke er sjovt.

Jon Muir foredrag

Posted on August 31, 2010 by Jes

Vi gik til Jon Muir foredraget i NZAC i går aftes. Der var pakket med mennesker. Han har lavet nogle seje ture igennem de sidste 30 år. Jeg syntes at vi var rimelig hard core da vi krydsede Kola-halvøen i 1999, men i forhold til hans solo-krydsning af Australien, blegner vi totalt. taget er Muir’s skæg og frisure er lige så vildt og imponerende som hans CV. Hans præsentation var meget inspirerende og krydret med hans ironiske syn på sig selv og sine bedrifter, blev det en underholdende aften.

Isklatring ved Tukino

Posted on August 17, 2010 by Jes

NZAC medlemmer har for nylig fået adgang til en hytte på Tukino-siden af Ruapehu. Det er vi nogen som er sindsygt glade for, af flere grunde:

Man kan køre til døren;
Der er to glimrende crags kun 30 minutters gang fra hytten;
Der er plads til 40 personer i hytten, så ingen problemer med at få plads.

Eneste lidt negative ting jeg umiddelbart kan komme tanker om, er at man er nødt til at have en firhjulstrækker for at være sikker på at komme helt op. Måske er det ikke negativt når det kommer til stykket (lige nu hælder jeg mest til at købe en Nissan Pathfinder).

I weekenden nøjedes vi med at leje en Toyota Prado (sådan en vil jeg aldrig eje) som vi fyldte med Pete og Susan, samt en masse gear. Vejret var fænomenalt – koldt, klart og vindstille, både lørdag og søndag. Gittes nye helkropssele virker efter hensigten og snøvsen blev ikke klemt. Margaret’s Leap var i rigtig god form, men det bliver formentlig ikke i år jeg kommer til at klatre søjlen til venstre, ikke engang på topreb.

Billeder nedenfor.

NZAC Snowcraft kursus – weekend 3

Posted on October 4, 2009 by Jes

For en gangs skyld var vi heldige med vejret på årets alpinkursus. Kulminationen kom på den tredje og sidste weekend hvor det var helt fantastisk. Colin og jeg tog lørdag vores gruppe via Restful Ridge op til The Dome og ned ad Whakapapa Glacier. Det var en stor dag. Søndag trænede vi redning af person i gletcherspalte uden for hytten.

[View with PicLens]

Sneblindhed

Posted on September 28, 2009 by Jes

Uddrag fra The High Altitude Medicine Handbook:

“In snowscapes, reflected sun can be very intensive. This can result in snowblindness up to four hours after exposure if appropriate sunglasses with an ultraviolet filter are not worn. Snowblindness usually resolves within 48 hours of onset”

En mild form kan tilsyneladende også forekomme selv om gode solbriller har været brugt (det meste af tiden)…

Dårlig teknik

Posted on July 1, 2009 by Jes

Phil Houghton skrev i NZ Alpine Journal, 1962:

Time was pressing us now. We were very tired and there was still no hint of an end. Looking down we could see Ian using his knees. Mike rebuked him, saying that even if he were bone-weary there was no excuse for such bad technique when climbing. Ian looked up with a mystified air. “Climbing? Who’s climbing?” he said. “I’m praying.”