Hvor der handles, der spildes!

Posted on February 5, 2010 by Jes

Jeg taber ind imellem vigtige ting fra stor højde. På tredje reblængde af en fos jeg ikke kan huske navnet på i Jostedal, tabte jeg mit belay device. Det landede i sneen langt under mig, jeg lærte hurtigt at sikre med en HMS karabin og jeg fandt mit belay device i en snedrive senere på dagen. Den var uskadt og jeg bruger den stadig. Det blev ikke fatalt, men i de sekunder det tog for den lille dims at nå jorden, var jeg en lille smule tør i munden.

For nylig tabte jeg en af de forhadte snow pigs på Moonshine Buttress på Ruapehu. En snow pig er et V-formet snespyd med en wire fastgjort midt på. De er vanvittigt besværlige at transportere på en klatresele og næsten umulige at få af rygsækken uden at tage rygsækken af. Jeg tabte den, da jeg fumlede med at få den af rygsækken. Heller ikke denne gang var tabet fatalt, for sneen var alligevel ikke anvendelig til at banke en snow pig i og den undgik at ramme Gitte med spyddet. Det eneste jeg finder en snow pig nyttig til, er at lave T-slots, men der kan man lige så godt bruge et ordentligt MSR snespyd. MSR’s snespyd er efter min mening overlegen på alle punkter. Da jeg tabte snow pig’en ramlede den ned ad bjerget og lagde sig nærmest midt i vores spor som vi skulle følge tilbage til hytten. Jeg trak på skuldrene, vi klatrede ruten og jeg samlede den op på vejen hjem. For man efterlader ikke skrammel i en nationalpark…

I foråret klatrede jeg sammen med Magnus SW Ridge på Mount Aspiring. Det er en fremragende rute, som vi soloklatrede det meste af vejen. Et par hundrede meter før toppen er der dog et par reblængder som de fleste sikrer, og det gjorde vi således også. På anden reblængde besluttede jeg at tage min rygsæk af og få noget at spise, mens jeg sikrede Magnus op Desværre satte hoftebæltet fra rygsækken sig fast i min ice clipper da jeg prøvede at tage den af. Jeg brugte noget tid på at fumle med at befri hoftebæltet fra plastikkarabinen som holdt mine isskruer og da det endelig lykkedes, “befriede” jeg også to spritnye BD Turbo Express isskruer. De er ikke billige og det var med tårer i øjnene at jeg så dem forsvinde ud over kanten og falde 1000 m. De ligger sikkert i en gletcherspalte nu. Heldigvis kunne vi klatre resten usikret, så heller ikke her blev min klodsethed fatal. Det ødelagde dog en lille smule af mit gode humør på resten af turen.

Hvad er moralen på disse episoder så? Den vigtigste morale er, at hvor der handles, der spildes. Hvis man sidder derhjemme og ser andre give den gas i TV, slipper man for at græmmes over at tabe ting en gang imellem. Personligt vil jeg hellere græmmes over at kludre i det en gang imellem og tabe nogle dyre eller vigtige ting, end at få siddesår. At jeg så bør øve mig i at holde bedre fast i de ting jeg skal bruge, er en anden sag.

Tak til Kasper for de lækre nye skruer.