Posted on January 18, 2007
by
Jes
Dette indlæg er et uddrag fra vores nytårbrev:
Jeg havde, indtil vores netop overståede ferie, aldrig været på en længere kajaktur og derfor ikke prøvet at ro med oppakning, endsige ro langt. Det blev der rådet bod på under vores udforskning af Doubtful Sound og dets arme.
Turen fra Manapouri til Deep Cove var lidt besværlig, idet vi skulle have fragtet vores kajakker over Lake Manapouri på taget af en båd, og derefter på en trailer, over et pas, til Deep Cove, som ligger i bunden af fjorden. Vi havde arrangeret transport med en af de ialt 2 turoperatører i området, og heldigvis var vi meget organiserede med vores udstyr.
Undervejs betragtede han mistroisk vores spinkle kajakker og kom med et par kommentarer. Da vi så de kajakker han selv brugte til sit forehavende, forstod vi bedre hans attitude. Hans toer-kajakker vejer cirka 40 kg og er 80 cm brede. Vores enerkajakker vejer 22-25 kg og er 46-54 cm brede. Det siger vel alt, at hans guidede ture fik tilbagelagt 12 km på en god dag, mens vi uden videre roede 35-40 km om dagen.
Normalt siger man, at der helst skal være 3 meter vand under kajakken for at den glider bedst. Doubtful Sound er på det dybeste sted 434 meter dyb, hvilket vel må siges at være tilstrækkeligt.
Sandfluerne gjorde deres bedste for at hjælpe os til at få roet en masse kilometer. De generer nemlig ikke på vandet, så vi tilbragte cirka 8 timer om dagen i kajakkerne, og fik på den måde tilbagelagt en masse kilometer. Området er ufatteligt smukt, og selv om vejret og sandfluerne ikke var specielt imødekommende, havde vi rig lejlighed til at nyde naturen. Fuglelivet er særdeles
rigt og vi så endvidere pingviner (som vel i realiteten også er en fugl), sæler og delfiner. Sidstnævnte så vi vel 8-12 gange og ved flere lejligheder på meget tæt hold. Juleaften fejrede vi under et stort myggenet med et dejligt måltid frysetørret mad og kartonrødvin, efterfulgt af frysetørret æblekage og en fabelagtig kop kakaokaffe. Det må have set lækkert ud, for sandfluerne stod ihvertfald i kø udenfor nettet for at spise med.
Fra Doubtful Sound gik turen nordpå. Planen var at ro en tur i Milford Sound, men da vi kom dertil og så forholdene, besluttede vi at tage en tur med en af de mange kommercielle både i stedet. Denne tur bekræftede blot, at vi gjorde fornuftigt i ikke at ro en tur der.
Milford Sound er smukt, men det kommer overhovedet ikke i nærheden af Doubtful Sound, hverken mht dyreliv, storslåethed eller størrelse. Det er til gengæld MEGET mere kommercielt. Turbådene sejler næsten i en lang kæde, og over hele sundet kan man høre bådenes guider orientere igennem store højttalere, om hvad man ser undervejs.
Bølgerne der dannes fra turbådene, vil gøre en rotur til en ganske stressende affære. Vi lod kajakkerne ligge på bilen og kørte videre samme dag. Med små afstikkere undervejs og en masse ophold rullede vi op ad vestkysten forbi Fox og Franz Josef gletcherne under Mount Cook. Nytårsaften fejrede vi på en campingplads i Okarito med endnu et dejligt måltid frysetørret mad, kartonrødvin og efterfølgende gåtur langs vandet, mens solen landede i Australien.
Vi tilbragte et par dage på vandet ud for Abel Tasman Nationalpark i den nordlige del af Sydøen. Vejret var fantastisk, og vand og strande meget fotogene. Vi var bestemt ikke de eneste i kajakker der (jeg har læst et sted, at der er cirka 800 personer på vandet om dagen i dette farvand, og det tal virker meget realistisk), men hovedparten af de andre sad i meget brede og tunge udlejningskajakker. Vores kajakker mødte mange misundelige blikke.
Der er mange vandtaxaer i farvandet ud for Abel Tasman Nationalpark. Som tilfældet er med næsten alle kiwier, farer der en djævel i chaufførerne når de får en motor mellem benene. Desværre er de sjældent i stand til at styre maskineriet, og de mister al den omtanke og hensynsfuldhed, som de normalt besidder. En stor motorbåd der sejler for fuld kraft i en halvcirkel med radius på cirka 25 meter rundt om en, danner altså en ret kraftig bølge. Vi havde en lille disputs med en af vandtaxi-chaufførerne på den baggrund. Heldigt, at vi begge har lært at ro i bølger.
Vores sidste dag på Sydøen i denne omgang, brugte vi i Marlborough Sounds. Vi kørte til Portage og roede en tur i en af de utallige fjorde i Marlborough. Vejret var godt og med en is i munden, spændte vi for sidste gang bilen under kajakkerne, for at køre mod Auckland. Vi kom med en tidligere færge end planlagt. Det betød, at vi kom med på en stand by plads og var derfor sidst ombord. De eneste pladser der var tilbage var på togdækket, og adgangen dertil var via et jernbanespor. Meget interessant oplevelse, at bakke bilen med to skrøbelige kajakker ombord, via en cirka 100 m lang jernbanebro i bælgmørke, og derefter parkere nærmest inde under en godsvogn. Vi følte os skrøbelige.
Hjemme i Auckland igen er hverdagen atter begyndt. Vi er begge begyndt på arbejde igen. Gitte har forlænget kontrakten med Aarstiderne og der er allerede lagt beslag på cirka 75% af min tid i 2007. Desværre ligger de fleste dead lines allerede i marts og april, så noget tyder på at jeg ikke kommer til at kede mig de næste måneder.
