Posted on February 14, 2011
by
Jes
I 2002 mødte jeg Ben i Bolivia. Vi var der begge for at klatre, vi var begge temmelig urutinerede og vi manglede begge en makker. Ben havde akklimatiseret ved at lave Aconcagua alene og jeg havde lavet en håndfuld høje, men lette vulkaner i Peru. I knap tre måneder dannede vi et energisk makkerpar og fik klatret mange af klassikerne (har I aldrig hørt om Bolivias klassikere?) via nogle af de knap så normale ruter. Vi blev desværre ikke helt færdige, for vi nåede ikke Illampu.
Sæsonen i Bolivia var ved at være slut. En uge inden jeg skulle flyve tilbage til Danmark og videre til Kamchatka, sad vi i Sorata for foden af Illampu. Det sneede i bjergene – det sneede meget. Vi havde ikke meget erfaring og vi kendte ikke til frygt, men selv de frygtløse blev en lille smule nervøse når de kiggede på kortet og hørte at lavinerne brølede ned af bjerget. For at komme op til den rute vi ville klatre på Illampu, skal man bivuakere på gletcheren omgivet af tre stejle vægge i en slags hestesko. Ifølge rapporterne fra Casa de Guias væltede lavinerne ned af de tre vægge og skyllede alt væk. Det var som en toiletkumme og en der hele tiden trak i snoren. Vi havde ikke lyst til at blive skyllet ud i et toilet af sne.
Vi havde ikke specielt travlt med at komme op i snevejret, men samtidig havde vi travlt hvis vi skulle nå på toppen og tilbage til La Paz, så jeg kunne nå flyet til Danmark. Nølende havde vi besluttet at vi i det mindste ville tage op og see det med egne øjne. På vej ud af Sorata gik vi ind på Casa de Guias en sidste gang. Det skulle vi aldrig have gjort, eller også var det godt at vi gjorde det. Her herskede panik. De havde netop modtaget en rapport om at en gruppe på 7 var blevet skyllet ud i lavinelokummet, mens de lå i deres telte. Alle omkom. Ben og jeg behøvede ikke at sige noget, for at blive enige om at vi ikke skulle nogen steder. Vores bolivianske klatresæson sluttede præcis der.
Jeg skulle en måned til Kamchatka og derefter tilbage til mit 9-17 job i Gladsaxe. Ben havde en flybillet tilbage til Australien, men han havde mere lyst til at blive i Sydamerika – og det skal jeg love for at han gjorde. Han besluttede at han ville lave et firma der specialiserede i en slags arbejdende økoturisme, hvor turister betalte for at bo hos indianere, mens de hjalp dem med at lave ovne – med skorsten vel at mærke. I dagene inden jeg rejste, brugte vi lang tid på at diskutere forskellige forretningsmodeller og designe en ovn. Af grunde jeg ikke kender, baserede han firmaet i Cajamarca i det nordlige Peru.
I går ringede Ben over Skype. Efter knap 8 år i Peru, er han tilbage i Australien. Han arbejder hos en rådgiver i minedrift, er blevet gift og flyttet i hus. En gang imellem padler han en tur i havkajakken med sin hustru. Det er nogle år siden han har bjergbesteget (alt hans gear blev stjålet i Peru) og det er meget lang tid siden han har været på kajakmission (hans makker forsvandt ud for Milford Sound, da han prøvede at krydse The Tasman, solo). Jeg kunne berette at jeg også var blevet gift, lige har fået et barn, stadig har et 9-17 job og højst kan betegne mig selv som weekendkriger. Han lød fuldstændig som han gjorde i 2002 og han sagde det samme om mig. Vi aftalte at ses snart. Selv om vi måske lyder som vi gjorde i 2002, tror jeg vi begge har ændret os lidt. Jeg begyndte bl.a. at klatre med hjelm efter Bolivia… Jeg er glad for at vi ikke tog chancen med Illampu, men jeg er også ked af at vi ikke fik den klatret. Bortset fra det, var det nogle fantastiske måneder i Bolivia.
Ben Eastwood efter 10 timer paa Huayna Potosi's vestvaeg
