The Coolest Little Capital in the World
Posted on November 13, 2011 by Jes
Wellington er kåret som The Coolest Little Capital in the World 2011 og det er faktisk en rigtig dejlig by. Eneste umiddelbare minus er, at byen er placeret i en vindtunnel. Vi havde nogle bonuspoint der skulle bruges og kunne derfor komme gratis frem og tilbage. Vi er ikke særlig rutinerede i at holde byferie, men det lykkedes os alligevel at shoppe, spadsere langs havnefronten og gå på nationalmuseet Te Papa. Det var så tredje gang at vi tog på byferie i Wellington. Det er umuligt at tage på storbyferie i New Zealand.
Te Papa er faktisk et ret fedt museum og vi havde nogle interessante timer der. Jeg plejer at måle kvaliteten af den slags på om jeg bliver træt i benene eller ej, og det gjorde jeg ikke på Te Papa. Det er meget interaktivt, hvilket helt klart hjælper på trætheden. Jeg har altid været mere til Experimentarium end til Louvre.
Søndag kørte vi ad de små veje ud i området vest for Wellington. Transpower har en række vindmøller stående der, så det var ikke en overraskelse at det blæste. Vi prøvede at køre ud til Nordøens sydvestligste punkt, men 15 km nede af en meget lille vej var vejen spærret. De var ved at optage The Hobbit (eller en af de der film med små menneskelignende væsener der bor i huler). Rimelig irriterende at de ikke havde gidet sætte et skilt op oppe ved den ‘store’ vej hvor man drejer fra. Det krævede en 8 punktsvending at få vendt Corolla’en – vejen var smal! I stedet kørte vi ud til Makara Beach og gik en tur i bakkerne langs med vandet. Når man tænker på at Asta indtil for et par måaneder siden holdt vejret til hun var blå i hovedet, hvis man pustede hende i ansigtet (ikke at jeg har prøvet det, selvfølgelig), så er hun blevet fantastisk til at håndtere kraftig blæst.
Søndag aften så vi VM finalen i rugby på TV. Asta’s landshold vandt yderst knebent, og der var liv i Wellingtons gader resten af natten.
Mount Victoria ligger på vej til lufthavnen, så der tog vi op for at nyde udsigten over ‘the coolest little capital in the World’ og spise frokost inden vi fløj hjem til Auckland mandag eftermiddag.
Billeder her.
Be the first to leave a comment