Fars dag i Ohakune

Posted on November 1, 2011 by Jes

Fredag middag, for efterhånden et par måneder siden, kørte vi til Ohakune ved Ruapehu. Billederne har været længe undervejs (faktisk tror jeg at Fotokino i Hobro var hurtigere dengang man afleverede en rulle film, som skulle til Tyskland og retur), derfor først dette indlæg nu. Billederne er her.

Vi er ikke helt tunede ind mht hvad Asta har brug for, og især hvad hun ikke har brug for, til en weekend på bjerget. Bilen var derfor pakket til bristepunktet. Til vores forsvar skal siges, at vi havde adskellige aktiviteter på tapetet; isklatring, vandring og cafebesøg, og at vi er lidt besværlige med hvad vi spiser og drikker. Man må ikke gå ned på udstyret eller provianten (jeg har tidligere været tæt på begge dele, ikke rart) og der står altså ikke havre- og rismælk på hylderne i supermarkederne ude i provinsen.

Asta sov fra Auckland til kort før Otorohanga, og sådan fik vi set os om i Otorohanga. Vi mødte engang en mand som hævdede at man ikke havde fået New Zealand ordentligt ind under huden, før man havde boet i Otorohanga i et år. Hvis det er sandt, får vi aldrig New Zealand ind under huden. Det er vel symptomatisk at de fleste foretrækker at holde pause i Te Kuiti fremfor Otorohanga. Vi er kørt igennem mange gange, men har aldrig haft trang til at stoppe og udforske byen. Trangen er ikke blevet større efter at have gået en tur i byen og forhåbentlig får Asta ikke brug for en pause her næste gang. Hun klarede iøvrigt de 5 timers køretur helt fantastisk.

Lørdag morgen kørte Pete og jeg op til Turoa, i tide til at kunne forlade bilen ved solopgang. 30 minutter senere stod vi i bunden af Mangaturuturu Cirque. Der er potentiale for nogle hårde mix ruter. Vi holdt os til isen og klatrede en nem linie som toppede ud i et vandløb. Derefter gik vi over til Clay’s Leap og klatrede et par korte ruter. Vi var tilbage i Ohakune midt på eftermiddagen. I mellemtiden kom Asta endnu tættere på at kunne kravle og hun havde fået helt styr på at åbne skuffer.

Søndag var det fars dag (NZ). Det er normalt ikke noget vi fejrer, men det er jo sådan set også stadig ret nyt det der med at være far til et andet menneske. Efter en overdådig morgenmad, tilberedt af Gitte på et sparsomt indrettet thekøkken, checkede vi ud og kørte hen til hvor Old Coach Walk starter. Asta blev sat op i rygsækken, hvorefter vi gik op til Hapuawhenua Viaduct. Normalt er vi mest til at gå over trægrænsen, men den her tur igennem skoven var faktisk glimrende. Udsigten ned igennem slugten som viadukten går over er ikke så tosset og konstruktionen af viadukten er ganske imponerende.

På vej tilbage til bilen blev Asta træt, men hun havde ikke lyst til at sove i rygsækken. Heldigvis havde vi back up planen klar i form af en front carrier. Et par minutter efter at hun var blevet placeret på maven af mig faldt hun i søvn. Meget smart aftale at have, når man skal tilbage samme vej som man kom op og ikke gider se det hele to gange.

Turen tilbage til Auckland var begivenhedsløs. Vi har jo efterhånden kørt den tur nogle gange. Det skal dog bemærkes at vi ikke slap for endnu et kort ophold i Otorohanga for at drikke og skifte ble.