Ouray Ice Park, Colorado 2010

Posted on March 13, 2010 by Jes

I Ouray, Colorado findes den største koncentration af isklatreruter i verden. Ruterne i The Ice Park er alle indenfor 10 minutters gang, så man spilder ikke tid med at sjoske igennem dyb sne i timevis for at komme til en rute, som så viser sig at være ude af form. The Ice Park er efter sigende det bedste sted i verden hvis man vil klatre en masse is på kort tid. Det er ihvertfald det bedste sted jeg har været. Se billederne her.

Ouray er en gammel mineby, med et naturligt potentiale for isklatring. Byen, som ikke består af meget mere end et par gader, ligger klemt ned i slugt mellem San Juan bjergene. Om sommeren kommer der en del turister, men om vinteren er der temmelig tomt. Om vinteren når solen sjældent ned til byen og endnu sjældnere ned i Uncompaghre Gorge, hvor The Ice Park er etableret. Oprindeligt var der en lille stribe naturligt dannede ruter, men det var først da et par innovative isklatrere tog entreprenørkasketterne på for cirka 15 år siden, at Ouray blev et isklatre-mekka og der blev lokket mennesker til om vinteren. På den uge vi var i Ouray mødte vi flere isklatrere end man møder i New Zealand på en god sæson.

Langs med kanten af Uncompaghre Gorge løber der en stor vandledning, som man satte sprinklere på. Derved kan ruterne kunstigt formes og vedligeholdes som man ønsker. Det giver ruter i alle sværhedsgrader og fordi det er så nemt at bygge ny is, slipper man som regel for at klatre på ruter der er hakket og sparket til trappestiger. Adgangen er gratis og kvaliteten af isen er cirka 5000 gange bedre end på Ruapehu.

Rundt om Ouray, Silverton og Telluride er der selvfølgelig et væld af backcountry isruter, men adgangen kan være afskåret efter snefald. Lavinefaren er gigantisk, især sidst på sæsonen. Jack Roberts har skrevet den bedste guidebog jeg nogensinde har set. Det kan anbefales at studere den inden man kommer til Ouray. I dagene inden og selvfølgelig efter ankomsten til Ouray, er det en god ide at holde øje med vejret. Vejret er meget afgørende for hvad der kan lade sig gøre. Da vi var der, faldt der over en meter sne på 24 timer. Det skruede lavine-risikoen op på ekstrem og mange veje blev lukket. Heldigvis er der masser at lave i The Ice Park, så længe man medbringer en kost til de ikke-vertikale sektioner.

Vi lejede en 4WD i Boulder og fyldte den op med klatregear og mad til en uge. Det er nemlig meget begrænset med supermarkeder og spisesteder i Ouray. Der er et supermarked med et meget begrænset udvalg, og på vinter-hverdage er der et åbent spisested i Ouray. Der er tre i weekenden. Til gengæld er der en meget velassorteret udstyrsforretning i Ouray. Med forsyningerne klar, indlogerede vi os på Ouray Riverside Inn lidt nord for byen. Vi havde booket et værelse med eget køkken, hvilket vi værdsatte helt enormt. Køkken, effektive radiatorer og en god seng gjorde det nemt at restituere og tørre gear efter en dag på isen. Motellet er imødekommende overfor isklatrere og giver gode rabatter, bl.a. på adgangskort til Ourays offentlige varme kilder, som vi brugte flittigt efter endt klatring.

San Juan Mountain Guides driver deres virksomhed fra Ouray. Inden vi kom til Colorado var vores teknik ikke ret god og slet ikke flydende eller særlig energibesparende. For at få bugt med “kamp-klatre-stilen”, hyrede vi en instruktør som i to dage fik til opgave at coache os og rette vores teknik. Kevin Koprek gjorde et fantastisk stykke arbejde. Han er professionel og sympatisk, og en meget vidende instruktør. Væk er alle de dårlige vaner og ind er kommet et ubesværet (så ubesværet som den slags nu bliver) flow og en masse nyttige tips og tricks, som gør det hele meget lettere. Der er blevet meget længere imellem de tilsyrede underarme, placeringerne er sikrere og bevægelserne flydende. Jeg kan varmt anbefale at hyre en instruktør på den måde.

De resterende fire dage klatrede vi 7-9 timer om dagen. Grundet lavine-risikoen, som nævnt ovenfor, kom vi ikke uden for The Ice Park, men til gengæld fik vi mange flere meter under bæltet end vi har fået i de sidste tre sæsoner til sammen, og det vel at mærke med god teknik. Vi fik ikke klatret klassikerne Bridal Veil Falls, The Fang og Ames Ice Hoses, men vores tekniske niveau blev hævet meget, og så kan man jo altid komme tilbage og lave klassikerne i Colorado og Canada. De er helt klart indenfor rækkevidde nu.

Selvom det bliver noget andet at klatre på New Zealands våde og vindblæste is igen, glæder jeg mig alligevel til det begynder at fryse. Det var 26 grader i Auckland i dag, så der går nok nogle måneder. I mellemtiden kæler jeg for isøkserne nede i garagen inden jeg går i seng. Jeg skulle jo nødigt miste zen.